Om princip 4
Vi fremstiller, leverer og markedsfører kun sikre fødevarer
Det er virksomhedens ansvar at tilbagetrække fødevarer, der ikke lever op til kravene for fødevaresikkerhed, og som f.eks. kan gøre mennesker syge.
Information
Når en markedsført fødevare udgør en risiko for forbrugernes sikkerhed, skal virksomheden:
- Trække produktet tilbage fra markedet/ senere omsætningsled og evt. orientere leverandøren
- Oplyse Fødevareregionen om tilbagetrækningen
- Udsende pressemeddelelse, hvis produktet er nået ud til detailleddet
- Sørge for dokumentation for tilbagetrækningen, herunder mængden af tilbagetrukne fødevarer i forhold til den mængde, tilbagetrækningen skal omfatte.
Hvis en virksomhed får påbud om at den skal tilbagetrække et produkt fra markedet, har virksomheden ret til at klage over påbuddet. Virksomheden skal klage til Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager inden 4 uger fra modtagelse af påbuddet.
Når virksomheden klager over en afgørelse skal den sendes til fødevareregionen, derefter vil fødevareregionen sørge for at sende klagen videre til Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager.
Det er også muligt at anmode om, at en klage tillægges opsættende virkning. Det betyder, at en virksomhed har mulighed for at søge om påbuddet, som virksomheden har modtaget, ikke træder i kraft - eller i værste fald udskydes indtil der kommer en afgørelse på klagen. En sådan anmodning skal indsendes til fødevareregionen sammen med selve klagen.
Hvis fødevareregionen giver afslag på opsættende virkning, sender regionen automatisk afslaget til Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager. Herefter behandler Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager sagen, som om virksomheden har klaget over afslaget på opsættende virkning. Indtil Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har afgjort klagen over opsættende virkning, er påbuddet ikke trådt i kraft.
Virksomheden kan udarbejde en beredskabsplan for fødevaresikkerhed. Den vil sende et klart signal til forbrugerne og myndigheder om, at virksomheden tager ansvar. Planen skal omfatte sikkerhed for fødevarerne og deres produktion, f.eks. mod terror med kemiske stoffer. Eventuelle fødevarekriser håndterer virksomheden sammen med DI Fødevarer. Beredskabsplanen skal fremhæve hvilke forholdsregler der tages i relation til fødevaresikkerhed. Det kan f.eks. være en beskrivelse i virksomhedens egenkontrolprogram.